Lytteklub: British Folk Revival & Folk Rock

[andreassyr]

Lytteklubberne har inspireret til at udvide ideen om en tråd helliget den britiske folk- og folkrockscene i fortrinsvis 60'erne og 70'erne til en, hvad skal vi kalde det, mere interaktiv og deltagende form. Trådstarter er derfor roved out en morgen i maj for at opstøve såvel kendte som ukendte plader om skønjomfruer, sørejser med sejlskib, bestialske mord og alt det gode. Fokus bliver både på det mere traditionalistiske, såvel som det udpræget hippieramte, aspekt, da man for øvrigt hverken kan eller bør afskille det ene fra det andet - med få undtagelser er alle de plader vi skal høre en del af den samme scene. Udvalget bliver i nogen grad idiosynkratisk og da jeg ingenlunde er ekspert, blot entusiast, bliver der masser af ting jeg ikke selv har hørt i forvejen - og derfor med stor sandsynlighed også noget lort iblandt. Jeg vil desuden bestræbe mig på at undgå de mest kanoniserede værker, så vi får dækket nogle obskuriteter og der vil være noget nyt at høre for de fleste.

Det første vi skal høre er denne i den traditionalistiske ende fra 1967:


Dave Swarbrick with Martin Carthy & Diz Disley: Rags, Reels & Airs

På trods af coverets letbenede udtryk, har vi med et par af scenens helt tunge drenge at gøre. Dave Swarbrick var, foruden at være en anerkendt figur i de tidlige 60'eres folk revival, et tegnende medlem af Fairport Convention fra 1969 til 1979, hvor han blandt andet producerede Liege & Lief. Martin Carthy var også en definerende skikkelse i den stærk socialistiske folkemusikbevægelse, han blev i 1971 (til stor furore i miljøet) medlem af Steeleye Span og Paul Simon tyvstjal hans arrangement af den traditionelle Scarborough Fair. Diz Dixley ved jeg ikke noget om.

Hvad synes vi?

[kevin]

Okayokayokayokay. Der lyttes.

[Preapokalypsebawler]

Svingninger er jo fuldstændich vild for tiden

Jeg vil rigtig gerne synes om britisk folk, men indtil videre har jeg haft meget svært ved at kapere den mere traditionalistiske folk - både ny og gammel. Derimod elsker jeg Fairpoirt Convention og Richard/Linda Thompson (og kan også godt lide Steeleye Span), men der er jo også en masse guitarlir, der taler til den indre rockist. Jeg vil gerne give det et skud!

[fabriz]

Lockdownprogram:

8.30-10.00: Britisk folklytteklub
10.00-11.00: pause
11.00-13.00: blackmetallytteklub
13.00-15.00: ned på jorden med folklytteklubben igen
15.00-17.00: afprøve et ‘syrindlæg fra madtråden
17.00-19.30: familietid (skærmfri)
19.30-23.00: Dennis Brownelytteklub

[Kong Louie]

Hold da op, man bliver helt svedt.

Jeg elsker Richard og Linda Thompson og kan ikke fordrage Fairport. Så der er helt klart et skisma, der skal undersøges. Men man har jo nærmest ikke tid! Alle disse lytteklubber ...


det blokerer jo for enhver form for forskning!

[Kong Louie]

Dave Swarbrick with Martin Carthy & Diz Disley: Rags, Reels & Airs

Ægte spillemandsmusik. Det er jo bare en aften på pubben. I godt selskab. Ikke så meget der. Det kan man umuligt have noget imod, tænker jeg. Dejlig plade.

[Kong Louie]

... bliver måske en anelse ensformig i længden, men skidt.

[Langley]

Genialt. Jeg er alene hjemme og netop folk er ikke så godt til de støjreducerende fordi man gider ikke ligefrem at have hældt smeltet smør ned i øregangen. Så den kommer på Dali 606erne nu så jeg lige kan nå a-siden inden et møde.

Edit: Det ret hardcore lige først når jeg egentlig kom for Sandy Denny og Richard og Linda. Rimelig høj faktor af højhalset sweater og det er tilsyneladende en instrumentalplade med kun spillemandsmusik. Jeg har her manglet noget midt imellem blue gras og polka og måske kan han være dét? Det er også den lyd og tilgang Fairport har i dag er det ikke?

[simonvt]

Det er lidt af en ønske lytteklub.
Har virkelig dyrket bands fra hippie-delen (Incredible String Band, Mellow Candle og sådan), søstrene Collins og til dels Davy Graham. Jeg læste Incredible String Band biografien Smilling Men With Bad Reputations i julen (den var desværre ikke særligt god) og i den ombæring fik jeg også krattet lidt i overfladen af noget af det mere tørre pre-hippie folk, men del af scenen har jeg svært ved helt at komme ind i. Håber at lytteklub kan hjælpe.
Men det begynder godt nok også at være et fuldtidsjob at svinge..

[Ali Pilfinger]

Jeg kan godt lide det, men mest som pastorale, der gør sig allerbedst til en sommerfest eller et høstmarked langt ude på landet. I mindre grad, men dog også ok som sommerdrøm i radiatorens forlorne varme på en vinterdag med hjemmearbejde over hjemmeskole.

Jeg elsker, når instrumental folkemusik rejser sig over melodien, som den ville blive leveret af et generisk folkedansorkester (ikke at der er noget galt i dét). Det er lige det, der gør Earl Scruggs på den anden side af Atlanten så fed, den sprudlende leg og kreativitet i arrangementet, detaljerne, afvigelserne fra melodien, pludselige dissonanser. Det sker lidt her hos Swarbrick, men ikke nok til at det bliver mere end stemning. God stemning! Jeg er helt klart til fals for romantikken.